Mandelkage med Amarena-kirsebær

Jeg har fundet ud af, at jeg er ret vild med Amarena-kirsebær. Og nu har jeg været så heldig at få et stort glas med de dejlige, let syrlige og marcipan-agtige bær, så det første jeg har brugt dem til var denne mandelkage.

En virkelig lækker, let og svampet kage , der endda også er virkelig nem at lave. Den skal faktisk bare røres sammen og bages. Det kan da ikke være nemmere 🙂

Jeg synes, at kagen smager fantastisk, når den er friskbagt, men den kan også sagtens holde sig et par dage. Hvis man ikke er helt vild med Amarena-kirsebær, vil man nok gå uden om denne kage, men det vil være synd. Der er stor forskel på, at spise et helt bær alene, at bruge dem som kirsebærsovs eller at komme bærrene i en kage som feks denne – både i smag og konsistens. Jeg synes, at kirsebærrene giver kagen noget helt specielt, både syrligt, sødt og med lidt marcipansmag. Og så passer Amarena-kirsebær og mørk chokolade bare helt perfekt sammen.

Jeg havde ikke noget Amaretto, men det skal jeg helt sikkert bruge, næste gang jeg skal bage kagen 🙂 Jeg kan virkelig anbefale kagen 🙂