Jordbærtærte

Jordbær er bare sommer for mig, så selvfølgelig skal jeg bage jordbærtærte. Det er indtil nu blevet til fire jordbærtærter i år 🙂 Jordbærtærten er både sprød, blød, saftig, sød, flot og indbydende – altså en rigtig sommerkage 🙂 Den passer lige godt til kaffen, som til dessert – og resten kan sagtens spises til morgenmad 🙂 Tærten kan holde sig et par dage i køleskabet, så det er en god kage/dessert, hvis man venter gæster 🙂

Jordbærtærten består af lidt forskellige dele, men da man kan lave det meste i forvejen, er det hverken svært eller tidskrævende, at bage tærten.

Mørdejen laver jeg mindst dagen før – den kan holde sig både i køleskab og i fryseren. Marcipancremen laver jeg dagen før og det samme gør jeg med vaniljecremen (jeg vender bare først fløden i vaniljecremen, den dag jeg skal samle tærten.

Man kan også sagtens bage mørdejsbunden med marcipanmassen, smøre den med smeltet chokolade, når den er kold og så opbevare den et par dage inden den skal bruges.

Denne gang har jeg lavet mørdej, marcipanmassen og vaniljecremen dagen før og så bagt og samlet det hele lige inden tærten skulle serveres.

Hvis du ikke har bagt en jordbærtærte før, synes jeg bestemt du skal prøve det nu – det er virkelig en dejlig og ikke så svær kage at lave og næsten alle kan lide jordbærtærte 🙂